Billedkunstner, skulptør
Erik Clausen


(Foto Per Skovgaard)

Alting er billeder, du slipper ikke. Lige fra du åbner øjnene så ser du, - er det virkeligheden eller er det bare et billede? Du har billederne inde i hovedet, - de kører ukontrolleret, pludselig dukker gamle billeder op, fra din ungdom, din barndom. Med alderen bliver dit repertoire større og større, - kan jeg rumme det?

Du åbner for TV, billederne vælter ind, sjældent billeder, - du kan spejle dig i og genkende dig selv. Som regel billeder af frygt, af angst eller i bedste fald bekymrede billeder. Du går ud i den såkaldte virkelighed, og det er den kunsten stiller spørgsmålstegn ved. Er den nu også så virkelig? Det afhænger af øjet der ser. Bymennesket tager på landet, ser ud over markerne og ser en idyl. Vi er opdraget til og tror på, at naturen er smuk. Bonden ser anderledes på det, han ser en dårlig høst, prioriteter og pantebreve. Jeg ser en børnehave komme gående, nogle søde, ganske almindelige børn. Du ser dit barn og ser et andet billede, et billede fyldt med kærlighed, - det er dit barn, det er dit liv. Kan vi fastholde billedet eller er det flygtigt, flagrende?

Det moderne menneske holder kameraet, sin mobiltelefon op foran sig med et saglig udtryk i ansigtet, de fotograferer og bevarer det de ser i øjeblikket, - men er det nu virkeligheden eller er det bare en transformation af virkeligheden, der bliver til et billede. Er det muligt at skildre virkeligheden bare ved at se den eller ved at fotografere den, eller skal den bearbejdes kunstnerisk, subjektivt, ekstremt, urimeligt for at fastholde den, for at skildre din tid, dine følelser - ja for, at du skal komme med i billedet.

Virkeligheden er et spejl, som vi mennesker spejler os i. Er vi med i billedet eller vi usynliggjort, reduceret til et produktivt apparat, en maskine hvor det forventes af os, at vi passer det vi er sat til, holder vores kæft og lader være med at gå ind på scenen, gå ind i billedet. Det er det kunsten handler om, - Identitet, spejlinger, det enkelte menneskes ret og mulighed til at se på den såkaldte virkelighed på en særlig måde. Det er her, at kunsten har magt og indflydelse, ikke direkte politisk, men indirekte på vores måde at se omverden på. Skal vi se på den med frygt, eller skal vi se på den som en udfordring? Det er forskelligt til forskellige tider. I dag driver kunsten af angst, frygt, - ensomhed, en af de største opfindelser i vestens kultur, der er med til at fastholde vækstsamfundet, rotteræset. Er vækst en glæde eller er det en byld, der vokser sig større og større? En betændelse i demokratiet? Det er nogle af de spørgsmål og tanker jeg har, som baggrund for mit arbejde, for min kunst for mit maleri, for mine film, ja, for min egen person, som er ligeså usikker og flagrende, som andre menneskers.

De mennesker, jeg maler, hopper og danser og springer og det er nogle af de billeder, jeg gerne vil vise her i Galleri Clifford. Det er alle sammen helt nye billeder, de er meget forskellige. Først og fremmest er det skildringer af mennesker. Meget af det er cirkusartister, som alligevel ikke er cirkusartister, men for mig er cirkus et symbol på livsglæde. Mine cirkusbilleder skal symbolisere, at det er et almindeligt menneske, der giver nummer, - der står på hænder, der spiller bold. Ja, - gi et nummer mand! Selvfølgelig er risikoen for at blive til grin tilstede, men det er bedre end at være usynlig. Jeg skildre også mandens misundelse i forhold til kvinden, der bare kan et eller andet, bare ved at gå over gaden, bevæge sig, bukke sig ned og tage sit barn op. Her er der en skønhed, som manden aldrig opnår og denne engleagtige side af kvinden, denne uopnåelige tilstand af poesi, er til en evig fascination for mig. Derfor er der helt forskel på den måde jeg maler mænd på i forhold til den måde jeg maler kvinder på. For mig er kvinden symbolet på en drøm om det uopnåelige, befrielsen fra alle bekymringer.

Jeg arbejder i serier. Jeg er fascineret af mørket, af natten og med de blå farver i den blå serie, kan jeg skildre de nattestemninger, eller som filosofferne siger: ”Mørket eksisterer ikke, det vi ser, er fraværet af lys!”. Med det blå, som også er blues, er det muligt at skildre nogle stemninger, som et kamera aldrig ville kunne gøre.

Jeg startede med at male for mange år siden og har udstillet både her og der. Galleriudstillinger siger mig ikke så meget, men kunst i det offentlige rum er min store lidenskab. Jeg har i de senere år arbejdet med store vægmalerier. I det hele taget har det undret mig, at miljøet omkring billedkunst er så forbeholdent og selvhøjtideligt, - at det ikke kun er fraværet af lys, men også fraværet af humor. Er den endeligt tilstede, bliver det opfattet, som en utilgivelig banalitet. For mig er humor konstant tilstede også i noget af min billedkunst. Jeg synes, at livet er hårdt, jeg synes det er en kamp, - og det må det også godt være, men det er aldrig uden humor.

Jeg elsker billeder af enhver art. Maleriet som helhed har den fordel, at man kan abstraherer fra den opreklamerede virkelighed. Man trænger ind i det mentale, udforsker hidtil uberørte steder. Man øver sig, bliver ved, tvivler, fortsætter og pludselig en dag står man med billeder, enten malerier eller film, der siger andre noget, - man kommunikerer uden om al logik, men hele tiden i billeder, billeder, billeder…

Erik Clausen

 


 


Tegning / akvarel, indrammet, kr. 8.000.-


Tegning / akvarel, indrammet, kr. 8.800.-